Det 2-årige hf
2-årig HF på Gentofte HF
Det er ikke bare HF. Det er dit springbræt til næste skridt.
En 2-årig HF forbereder dig til at fortsætte i uddannelsessystemet, og HF-uddannelsen kan give adgang til alle videregående uddannelser. På Gentofte HF vælger du dig ind på en fagpakke, så du går sammen med andre elever, der deler dine interesser og dine fremtidsplaner.
Fagpakkerne er målrettet både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, og du kan vælge blandt 12 forskellige fagpakker. Indholdet spænder bredt fra Science over Business til Design, så din 2-årige HF ikke bare bliver to år i skole, men to år med en retning.
Måske ved du allerede, hvad du vil. Hvis du for eksempel drømmer om at læse Jura eller Psykologi, kan den samfundsvidenskabelige universitetspakke være et godt match. Hvis du altid har været draget af design og kreativitet, kan Designfagpakken passe bedre. Og hvis du endnu ikke har besluttet dig, er det også helt normalt. På din 2-årige HF bliver du hjulpet til at blive mere afklaret, blandt andet gennem særlige projekt- og praktikforløb.
Uddannelsens opbygning
Din 2-årige HF er skruet sådan sammen, at du på første år har obligatoriske fag, faggrupper og et kunstnerisk eller praktisk fag. På andet år fortsætter nogle af de obligatoriske fag, og du målretter din HF ved at vælge en fagpakke eller en universitetspakke, så din uddannelse peger direkte mod det, du vil videre til. Begge år indgår projekt- og praktikforløb, så du ikke kun lærer teorien, men også bliver klogere på, hvad der passer til dig i praksis.

Praktiske informationer
Optagelse - generelt
Hvis du gerne vil gå på Gentofte HF, skal du søge om optagelse. Det gør du via Undervisningsministeriets optagelsesskema på www.optagelse.dk.
Du kan blive optaget på tre måder:
- direkte fra 9. klasse
- direkte fra 10. klasse
- hvis du ikke kommer direkte fra folkeskolen
Optagelseskrav HF – direkte fra 9. klasse
For at have retskrav på optagelse til den 2-årige uddannelse til hf-eksamen skal ansøgere:
● have søgt rettidigt til optagelse til det nye skoleår, hvor vedkommende ønsker at starte uddannelsen.
● have mindst 4,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 9. klasse.
● have modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed.
● have aflagt folkeskolens obligatoriske prøver efter 9. klasse i henhold til folkeskolelovens regler.
● have bestået folkeskolens afgangseksamen.
● have bekræftet det faglige niveau (4,0) fra standpunktskaraktererne ved de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen. Det vil sige, at ansøger skal have opnået 4,0 i gennemsnit af de lovbundne prøver.
Optagelseskrav HF – direkte fra 10. klasse
For at få retskrav på optagelse til den 2-årige uddannelse til hf-eksamen efter afslutningen af 10. klasse skal ansøgere:
● have søgt rettidigt til optagelse til det skoleår, hvor vedkommende ønsker at starte uddannelsen.
● have mindst 4,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 10. klasse.
● have modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed.
● have aflagt folkeskolens 9.-klasseprøve i 2. fremmedsprog efter 9. klasse, hvis prøven er blevet udtrukket, eller 10.-klasseprøve i 2. fremmedsprog efter 10. klasse.
● have fået undervisning i dansk, engelsk og matematik i 10. klasse og aflagt 10.-klasseprøver i alle tre fag – både mundtligt og skriftligt.
● have aflagt folkeskolens fælles 9.-klasseprøve i fysik/kemi, biologi og geografi efter 9. klasse eller 10.-klasseprøven i fysik/kemi i 10. klasse.
● have opnået mindst 2,0 i både dansk og matematik i 10.-klasseprøverne.
Optagelse, der ikke sker direkte efter 9. eller 10. klasse
● Hvis en ansøger ikke søger om optagelse i direkte forlængelse af 9. eller 10. klasse og ikke har retskrav på optagelse, kan vedkommende optages efter en standardiseret vurdering af de faglige, sociale og personlige forudsætninger for at påbegynde og gennemføre uddannelsen.
Deltagerbetaling
I forbindelse med studieture betaler eleverne selv for rejse, ophold mv.
Studieturen i 2.HF koster ca. 3500 kr i egenbetaling. Skolen yder et tilskud på 100 kr. til entré per deltagende elev.
Gentofte HF betaler ekskursioner i forbindelse med den normale undervisning.
Eleverne betaler selv transport.
Hver elev forventes at medbringe en computer til undervisning og selv afholde udgifter til denne.
Der opkræves ikke betaling for undervisningsmidler.
Hør mere
Du kan høre mere om den 2-årige HF ved at kontakte studievejledningen på tlf. 3975 2535.
Ansøgningsfrist
1. marts 2025 kl.12.00
Studiestart
August 2025
Egenbetaling
Uddannelsen er gratis
Økonomi
Uddannelsen er SU berettiget
Studievejledningen
På Gentofte HF har vi tre studievejledere, der kan hjælpe dig, hvis der skulle opstå nogle studiemæssige problemer undervejs i din uddannelse. Det kan være, at du har nogle spørgsmål til SU eller er i tvivl om, hvilken fagpakke, der er den rigtige for dig. Alle elever er velkomne, og du kan altid henvende dig, hvis du har brug for en snak.
Døren ind til studievejledningens kontor står næsten altid åben. Hvis ikke du når at fange studievejlederne i deres træffetid, kan du også ringe til dem på tlf. 39 75 25 35 tirsdag-fredag mellem kl. 10:00 – 11:30. Har du spørgsmål angående optagelse på Gentofte HF, er det også her, du skal henvende dig.